Også selvom nogle eksperter vil påstå at der måske kan ligge op til DKK 1 mia. hvis vi samtidig regner salg af bygninger/kaserner osv. med (www.b.dk). Uanset størrelsen på besparelsen giver det i mine ører rigtig god mening at dreje nøglen om, for hvad mine mandlige venner (altså dem som trak nummer og ikke kunne fake en rygskade eller andet) har omtalt som en gøglerskole, hvor de har spildt tiden på at grave huller og hvor de i stedet havde håbet på at brænde nogle flere kroner af ved at skyde krudt og kugler. Ovenikøbet har det for langt de fleste af mine venner været et irritationsmoment, som har krævet at de hvert halve år har måtte udskyde pligten på bureaukratisk vis gennem skrevne breve og formularer, fordi de som så mange andre hellere ville bruge tiden på at videreuddanne sig istedet. Det har dog ikke ændret at man fra forsvarets side holdt fast i, at de efter endt uddannelse skulle ind og leve op til pligten. Hvordan dette overhovedet har kunnet få lov at leve under en VK-regering, som har prædiket at studerende skulle skynde sig igennem deres studier, for at blive hurtigt arbejdsdygtige er et andet kuriosum.

Men fordelene ved at afslutte den nationale værnepligt er ikke ukendte andre steder i Europa. Information skrev allerede tilbage i 2008, omkring erfaringerne med at afskaffe værnepligten i Frankrig, Holland, Slovakiet og Letland:

»Det viser sig, at frivillig rekruttering er den mest effektive og billigste måde skaffe folk til forsvaret. I Danmark tvangsudskriver man 10 pct. af en ungdomsårgang (…) Man tager ikke de bedst egnede, men kun et udsnit af dem, der kan klare kravene. Under et frivilligt system kan man blot tage de bedste. Den fire måneder lange uddannelse skaber ikke soldater. Forsvarets opgaver i dag kræver professionelt personel med den rette motivation. Den skabes ikke ved en tvangsudskrivning, hvor tre fjerdedele af de indkaldte skrider efter de fire måneder«

Til alt held er Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) enige i et ophør af den tvungne værnepligt. I et interview med ritzau fra september 2011 siger foreningens formand Flemming Vinther således:
»Tiden er løbet fra værnepligten. Det er en falliterklæring, hvis man mener, at man kun kan rekruttere til forsvaret ved at tvinge folk ind«.

Kulturinstitution (!?) ville være hovedanklagen fra modstandere af initiativet. Men en god rekrut er vel en rekrut som kaster sig ind i projektet med liv og sjæl. Og derfor bør forsvaret hellere bruge nogle midler på at udvikle en ny model for rekruttering af frivillige til en professionel hær, hvor den frie vilje er omdrejningspunkt for opgaven. (Rent teknisk kan man af hensyn til grundloven dog ikke afskaffe værnepligten, men kun suspendere den).

En afvikling af værnepligten er for øvrigt endnu et led i at sikre ligestilling for både mænd og kvinder. Det er ganske enkelt forfordeling og diskrimination af de unge mænd, der indkaldes til session. En mere fair tilgang ville være at indkalde kvinderne også – men kun i det omfang, at det overhovedet ville give mening at beholde værnepligten – hvad jeg ikke mener det er.

Postet on Borsen.dk on 09.12.2011

Hvordan bygger man bro imellem kvindelige topledere og ambitiøse unge kvinder?

Man placerer otte ledere ved hver sit bord, inviterer syv studerende eller unge professionelle, til at sidde med ved bordet, giver dem en halv time sammen og at dømme ud fra første omgang af Copenhagen Roundtable, der i år blev afholdt på Langelinie Pavillonen i København, har man her opskriften på et succesfuldt networking event for ambitiøse kvinder.

I mange år har man skulle lede længe efter kvindelige rollemodeller på topchef-niveau – Stine Bosse har så godt som haft monopol på området, med eller uden hendes gode vilje. Derfor var det særligt inspirerende at møde de otte udvalgte talere ved Copenhagen Roundtable 2011:

- Merete Eldrup, CEO, TV2
- Britt Jensen, Corporate Vice President, Novo Nordisk
- Eva Veileborg Hald, Senior Executive Vice President, Danske Bank
- Louise Hahn, Head of Operations and Short Term Trading, Dong
- Inge Berneke, For fatter og Konsulent, Egon Zehnder International
- Nikoline Felding, Investment Manager, Polaris
- Birgit Nørgaard, Bestyrelsesmedlem DSV, Sonion m.fl. (i alt 13 bestyrelsesposter) og tidl. CEO Grontmij Carl Bro
- Petra Helfferich, Principal, A.T. Kearney

Som ung ambitiøs kvinde inviteres man ofte til karrierearrangementer og rekrutteringsevents kun for kvinder. Mange arrangementer ender desværre i en debat om kvoter, barsel og forskellen på mænd og kvinder vej til tops. Ved dette års Copenhagen Roundtable var det dog langt fra spørgsmålet om kvoter, der optog deltagerne, men derimod spørgsmålet om, hvordan man får kabalen til at gå op i praksis. Behovet for events der sætter fokus på kvindelige rollemodeller på vej op, handler efter min opfattelse om ønsket om konkret vejledning til at sammenstykke ens egen opskrift på at være kvinde og ambitiøs.

Derfor hjælper det at komme helt tæt på hinanden, og de unge kvinder kvitterede for hvor ærlige de otte talere var omkring deres karrierevalg, familiesituation og fravalg. Det handler om dialog, fremfor envejskommunikation.

”Jeg holder mange foredrag, og jeg synes egentlig tit det er lidt fremmedgørende at stå at tale ud for en forsamling og så er det først når foredraget er slut, at detagerne kommer hen og siger, må jeg spørge dig om noget? Og så kommer alle de gode spørgsmål.” (Merete Eldrup, CEO TV2)

De otte talere havde flere fællestræk i form af stor disciplin i forhold til privatlivet, synkronisering af outlook med partneren, au pair i hjemmet, rengøringshjælp og meget få brunchaftaler med veninderne. Men herudover var de dejligt forskellige og repræsenterede i høj grad en bred palette af livssyn og personligheder.

“Der er håb forude – der er så mange unge dygtige kvinder derude og de skal nok komme frem i verden og de lader sig ikke spise af med sådan som tingenes tilstand er i dag. Det skal nok gå alt sammen. Jeg er optimist.” (Eva Hald, Senior Executive Vice President, Danske Bank)

Sandheden er, at der nok aldrig vil være så mange kvinder som mænd der har lyst til at nå til toppen karrieremæssigt, men for de unge kvinder der har lysten, viljen og talentet, gav Copenhagen Roundtable 2011 dem otte ærlige og jordnære rollemodeller, som eksempel på at det absolut kan lade sig gøre.

Vi ses til Copenhagen Roundtable 2012.

Sarah Heiberg Landsted
Medlem af Female Navigators

Copenhagen Roundtable er et koncept udarbejdet af Female Navigators (www.femalenavigators.com) og ejes i dag af Female Navigators sammen med management konsulent virksomheden A.T. Kearney.

Fakta om deltagerne:

o 70 kvinder både studerende ( 40%) & unge professionelle (60%), mellem 1-4 års erhvervserfaring
o Uddannelsesmæssig baggrund fra hele landet:

- 50% Copenhagen Business School
- 10% Aarhus Universitet / Aarhus School of Bus iness
- 10% IT Universitetet
- 10% Københavns Universitet
- Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Lund Universitet, Roskilde Universitetscenter og Massachusetts Institute of Technology (MIT)

Posted on Børsen 23.11.2011

Jeg vil gerne være med til at flytte diskussionen fra teoretiske debatter om hvis ‘skyld’ det er at så få kvinder når til tops karrieremæssigt, til at fokusere på konkrete initiativer, f.eks. samfundsstrukturer der kan gøre det nemmere for mænd og kvinder at kombinere karriere og familieliv. Eller virksomhedstiltag der kan være med til at sikre at flere kvinder når længere end mellemlederlaget.

Men jeg er optimist. Både her i USA og i Danmark byder nye, forfriskende, og yderst kompetente stemmer sig til i debatten. Som Sheryl Sandberg, Chief Operating Officer for Facebook hvis medie tilstedeværelse for nylig kulminerede i et langt interview i The New Yorker. Sheryl Sandbergs TEDtalk er blevet set næsten 600,000 gange (find den på www.ted.com). I Danmark har jeg med stærk interesse fulgt Inge Berneke, headhunter hos Egon Zehnder International og forfatter til bogen ‘Kvinde, kend din karriere’.

Sheryl Sandberg fokuserer på det personlige niveau, og kommer med konkrete opfordringer til kvinder om at droppe den dårlige samvittighed, at finde en partner der gerne deler huslige og familiemæssige gøremål, og til at gå efter de store og udfordrende jobopgaver og projekter selvom man har planer om at få børn indenfor de næste par år.

Inge Berneke ser mere på hvad der kan gøres på samfunds- og virksomhedsniveau. F.eks. argumenterer hun for at virksomheder kan gøre mere for at udvikle deres mangfoldighedspolitik. Rent strukturelt understreger hun vigtigheden i at skabe en social infrastruktur hvor børnepasning er mere fleksibel og overskuelig, og hvor en del af barselsorloven er øremærket til mænd.

Disse nye stemmer bekræfter at man ikke behøver at være en yderfløjsstereotyp for at snakke om ligestilling, men at det er muligt at være en professionel, ambitiøs kvinde, der tages alvorligt af begge køn, og samtidig gøre sig gældende i ligestillingsdebatten. Ikke ved at brokke sig eller kritisere, men derimod ved sagligt og velargumenteret at komme med håndgribelige forslag til, hvordan vi får flere kvinder til tops. Jeg byder varmt velkommen til kvinder – og mænd – der vil være med til at flytte debatten og gøre den mere konkret.

Mette Mikkelsen

Female Navigators
www.femalenavigators.com

Kan du finde fejlen? Det er nok ikke så svært. Artiklen fra Berlingske handler nemlig ikke om Lars Løkkes selvrealisering som statsminister og Fru Sólruns ubetingede støtte, men derimod om Thorning Schmidt og hendes mand. Det er Helle der skal ud og realisere sig selv, imens “Stephen Kinnock skulle hjem. Til børnene.”

Under valget var der faktisk befriende lidt fokus på køn, på trods af at dét statsministerportræt der en dag kommer til at hænge af Thorning Schmidt i Folketingets portrætsamling nok kommer til at ”clashe” lidt med de øvrige malerier af midaldrende mænd med høje tindinger og sygekassebriller.

Under valgkampen glædede jeg mig over at de kvindelige politikere hverken blev sat i bås som kolde og kyniske karrierekvinder, omsorgsfulde ”moder jord typer” med bløde værdier, eller som ynkværdige ofre. De blev derimod dømt på deres politiske synspunkter. Væk var – stort set – referencer til “Gucci Helle,” dog med undtagelse af BBC, der i deres portræt af Thorning Schmidt listede øgenavnet som ét af fem “facts”om den nye statsminister dagen efter valget.

Men tilbage til ironiseringen over Fru Helles selvrealisering og Hr. Kinnocks børnepasning. Selvom vi i Danmark for lang tid siden vænnede os til kvinder i ledende roller – Bodil Nyboe Andersen, Lene Espersen, og Stine Bosse er blot nogle få eksempler – så er ideen om et karrierepar på topniveau måske stadig lidt ny for de danske medier.

Man må sige at Danmarks nye førstepar er undtagelsen snarere end reglen. Kinnock arbejder ikke på deltid og har nok heller ikke tid (eller lyst) til at deltage i Vild med Dans. Manden har sin egen karriere som leder i en international tænketank, og hans kone er statsminister. Kinnock og Thorning Schmidt har på en eller anden – helt sikkert udfordrende – måde fået deres respektive topkarrierer til at fungere. Sammen. Dét tager jeg hatten af for.

Pressens lighedstegn mellem tvivlere og kvindelige vælgere underbygges tit med, at kvinder vælger ud fra værdier og følelser, og da valgkampen har været karakteriseret af ”…fraværet af markante kvindelige politikere og fraværet af en imødekommende retorik..” (Michael Kristensen, Børsen, 14/9-2011), har blå blok traditionelt set ringe chancer.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance ved at de ikke har kvindetække nok og har med en fælles kampagne “kvind dig op og tag et ansvar” tilbage i foråret forsøgt at få kvinderne i snak. Bag ordspillet på talemåden ”mand dig op” (ja, man kan undre sig…) er der fokus på emner som børn, sundhed, ældre og økonomisk ansvarlighed. Kampagnen burde ramme plet ifølge den svenske fremtidsforsker Arne Jernelöv, som fremhæver tryghed, børn, sundhed, ældre og miljøet som sikre kvinde magneter (”Amazonia – the future world where women rule”). Kampagnen lader dog ikke til at have haft den ønskede effekt.

Forklaringerne kan være mange, men et hæfter jeg mig ved i den såkaldte ”ud med økonomi og ind med følelser” debat; gruppen af tvivlerne/kvindelige vælgere sættes i bås som ikke-rationelle individer, der går mere op i form end indhold og alene lader deres værdier og følelser afgøre hvor krydset bliver sat i dag – hvis det sættes. Hvor er nuancerne? Er vi virkelig tilbage ved den forældede opfattelse af, at kvinder repræsenterer de bløde værdier og mænd de hårde?

Måske bunder tvivlen i at valget i høj grad er drevet af kortsigtede interesser og simplificerede enkeltsager. Hvor er det store billede – hvad er Danmarks rolle og muligheder i et internationalt perspektiv der egentlig er afgørende for hvad vi har at rutte med i andedammen?

Fakta er at flertallet af valgets vælgere pt. findes udenfor arbejdsmarkedet. Realiteten er at der skal arbejdes hårdt på at gøre det danske samfund konkurrencedygtigt, som indebærer at få kvalitetsniveauet til at hænge sammen med lønniveauet og skatteniveauet. Velstand er påkrævet før velfærd kan eksistere. Den rette balance skal findes uden at det går ud over samfundets svageste.

Det er bestemt ikke et nemt valg. Man skal tænke sig ekstra godt (og længe) om. Mit håb er at alle vælgere, kvinder og mænd, udfører deres demokratiske ret med udgangspunkt i det store billede.

God valggyser til alle tvivlere, ikke-tvivlere, følelsesdrevne mænd og rationelle kvinder!

Postet på Børsen.dk d. 15.9.11

Da jeg boede i Tyskland var det almindeligt at Mor gik hjemme, at vi havde en lækker bil, drak Schörle og så ”Wetten Dass”. På Bahrain var det normalt at vi boede i en ”compound” med swimmingpool, mødtes til ”Dansker fester”, havde en båd (klaustrofobisk lille ø) og at man havde tøj på som dækkede knæ og skuldre. ”Normal” eller hverdag blev og bliver ikke defineret af hvor jeg oprindeligt kommer fra, men af samfundet og kulturen jeg bor i.

Men tilbage til London. Min kæreste og mig ville gerne til London, fordi mulighederne jobmæssigt virkede bedre. Derudover var jeg nok lidt arbejdsskadet fra opvæksten, og havde brug for at forudsigeligheden af min hverdag blev sat lidt på prøve.

Jeg er i øjeblikket på et stadie i mit liv hvor jeg fokuserer meget på min karriere. Sagt på en anden måde lever jeg for at arbejde, frem for at arbejde for at leve. Og vil man arbejde, så er London det rigtige sted. Her er det normalt at bruge ca.1-1½ timer på transport til og fra arbejde, for derefter at spendere 50-60 timer om ugen (hvis ikke mere).

Det er ikke fordi den ene livsstil er bedre end den anden, eller at min nuværende livsstil er en, jeg vil have resten af livet. Men det er spændende, at i alle de lande jeg har boet i har man prioriteret sit liv og dermed sin hverdag forskelligt.

Jeg synes det er fedt at rejse rundt og få sat spørgsmålstegn og samtidig inspiration til hvordan jeg skal leve mit liv. Mest af alt fordi du har færre forventninger og forudsætninger.

Sat på spidsen ville jeg gerne være fri for forudsætningen og forventningen til den dagligdag jeg lever. Jeg synes det er sundt at udfordre sig selv og få sat måden man gør ting på i perspektiv, hvornår har du sidst udfordret din hverdag?

Kommentarer? Gerne på: mt@femalenavigators.com

Michelle Holmboe Thorsen
FEMALE NAVIGATORS

I denne uge mødtes nemlig erhvervsledere, vækstiværksættere og politikere på Docken, hvor Leaderlab kickstartede deres nye internationale konferencekoncept kaldet Rebuild21 – en konference, hvis formål er at facilitere innovation og fremme nye løsninger for det 21 århundredes virksomheder og organisationer. Der var mange inspirerende talere heriblandt fra Lego, Novozymes, IDEO, Roskilde Festival, samt politikere som Lykke Friis, Ida Auken og Margrethe Vestager.

Interessen for fremtidens innovation er stærkt tiltagende. Frem for traditionel envejs-konference var Rebuild21 organiseret som en workcamp, hvor der mellem de klassiske oplæg fra erhvervsledere, vækstiværksættere og politikere også var inkluderet 22 break-out sessions, som var faciliteret af bl.a. The Social Business Company, Katvig, WEMIND, Changethegame, Mandag Morgen og mange flere. Jeg deltog i en break-out session, som var bredt repræsenteret af større virksomheder og iværksættere, hvor der blev diskuteret det ledelsesmæssige mindset, der kræves af fremtidens ledere. Den klassiske lederrolle, hvor profit, kontrol og topstyring har været dominerende, erstattes med en radikalt anderledes måde at lede og organisere på. Innovation fordrer et ledelsesmindset, der tør bryde med gængse tanke- og handlemønstre, for at tænke i nye forretningsstrukturer og modeller. Dette i forhold til alle interessenter involveret i virksomheden, det være sig medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder etc.

Det betyder dermed også at et innovativt ledelsesmindset bl.a. handler om at se nye muligheder og løsninger på nogle af de globale udfordringer, som mange virksomheder har skrevet under på at løse via UN Global Compact. Det kræver altså et ledelsesmindset, som tænker innovativt i løsninger og muligheder. Her kan vi hente inspiration fra erhvervspsykologien, som inden for de seneste års videnskabelige forskning inden for positiv psykologi, har betydet stigende anvendelse i virksomheder – både hos medarbejdere og ledere. At den videnskabelige forskning, samt erhvervsmæssige interesse for positiv psykologi er steget, kan blandt andet ses på interessen for den nyligt afholdte verdenskongres for Positiv psykologi i Philadelphia, USA. Her deltog fremtrædende forskere og erhvervsfolk bl.a. Mihaly Csikszentmihalyi, Barbara Fredrickson, Martin Seligman, samt Hans Henrik Knoop. Positiv psykologi bidrager med værktøjer og redskaber til ganske enkelt at tænke mere konstruktivt og løsningsorienteret, hvorfor ledere i dag har rigtig gode muligheder for at tilegne sig værktøjer så deres organisation og kultur udvikler sig på baggrund af styrker og et positivt ønske om forandring.

Og udviklingen inden for innovativ ledelse er allerede rigtig godt i gang. Det viser en undersøgelse fra Lederne.dk, som baserer sig på 1.334 respondenter, bestående af 83% ledere ansat i det private, hvoraf 74% var mænd og 26% kvinder, som viste at 68% inden for de sidste 3 år har ændret på ledelsesmæssige strukturer for at optimere innovation. Dette resultat fremhæver at innovation faktisk står forholdsvis højt på virksomhedernes dagsorden og således har betydning for virksomhedens organisering. 23 procent af respondenterne svarer dertil, at mere end 50 procent af deres arbejdstid drejer sig om innovation. Ikke dårligt.

Det 21. århundrede fordrer nemlig innovative løsninger på bæredygtige forretningsstrategier, som indeholder sociale, miljømæssige og økonomisk værdiskabelse i forhold til at skabe bæredygtig vækst. Det er ifølge Tania Ellis, stifter af The Social Business Company, en udvikling, som er drevet oppefra og ned af nogle af verdens største virksomheder – og bottom-up fra iværksættere, der skaber socialøkonomisk vækst.

Dette er allerede højt på den internationale agenda, hvor nedtællingen til United Nations Conference on Sustainable Development allerede i gang. 275 days left. Konferencen afholdes i Rio de Janeiro i Brasilien i 2012, hvor fremtidens internationale bæredygtige virksomheder vil komme på agendaen – dog i en helt anden kaliber end vi så det på Docken i denne uge:

“Rio+20 will set the sustainability agenda for the next decade (…) Business everywhere must answer the call to create a sustainable future based on a low-carbon economy – green jobs, renewable energy and energy efficiency – and global markets that can deliver benefits for all”.

For nogle af os er det ganske klart at hvis Danmark skal følge med og stadig være konkurrencedygtige på det globale marked, så nytter det ikke at vi spilder tiden på en valgkampagne fyldt med mudderkastning og snævert nationalt fokus på at gøre livet nemmere for boligejere, samt skattelettelser. For slet ikke at nævne det faktum at en tidligere Vild med Dans – vinder er i gang med at erobre plads i Folketinget. Det giver ingen mening.

Vi har altså brug for at få flere internationale perspektiver på agendaen og vi har brug for ledere, der stiller skarpt fokus på innovative løsninger, der skaber positiv forandring set i et globalt og bæredygtigt perspektiv.

Um Schnell, tak!

Ida Winberg Hemmingsen
FEMALE NAVIGATORS

E: ih@femalenavigators.com

(Postet på Børsen.dk 2.9.11)

Men det er nemt at være mistroisk overfor de Radikale, når man tænker på alternativet – altså hvis en stemme på Margrethe samtidig betyder, at vi i de næste fire år skal stole på disse fire kernesætninger fra S/SF’s 2020-program:

‘Først skal vi have gang i væksten og styrke konkurrenceevnen. Uden ny vækst får vi ikke Danmark ud af krisen og ind i et nyt opsving’.

Enig. Men hvordan skal det mon ske i med en rød regering i spidsen? Det bliver i hvert fald svært at fremelske vækst i markedet som er afhængig af lønmodtagerhjem, der på nuværende tidspunkt er afhængige af en dobbeltindkomst til lån i hus og det daglige forbrug. Oveni købet er det svært at se hvordan S/SF vil fremme væksten når kvinderne bliver sparket tilbage til 1970’erne trods ligestillingstiltag, som at kvotere bestyrelser. Selvsamme kvinder som må formodes at være egnede til at indgå i disse bestyrelser kan forvente sig at vinke farvel til deres au pair ordning under et Helle-styre. Jeg ser ikke vækst men mere tilbagegang for mig. Men lad os se hvad S/SF ellers har på plakaten….

‘Derefter skal vi have styr på indtægterne. Der har været for slap styring af landets økonomi. Det skal være slut med ufinansierede skattelettelser. Og vi vil tage ansvar for økonomien og sikre, at alle initiativer finansieres krone for krone’.

Det er klart, at med en masse nye initiativer på listen må der automatisk afkræves flere skattekroner (altså højere skatter) at finansiere disse. Spørgsmålet burde dog i stedet være: Har Danmark lyst og råd til flere nye initiativer? Skal vi ikke se at få ro på og komme på plads ordentligt? Og er den primære opgave for enhver kommende regering ikke, at få en mere effektiv forvaltning af de midler som er til rådighed nu? Hvis centraladministrationen og statsforvaltningen er fuldt ud effektiv har vi jo netop råd til at finansiere egentlige skattelettelser, eksempelvis ved at flytte grænsen for topskat. For en ung kvinde som jeg, der blev færdig med min uddannelse i 2009, var det et chok at springe nærmest lige ud i topskatten. Kan det virkelig passe at vi behandler vores akademikere på denne måde? Og kan det passe, at S/SF vil gøre dette spring om muligt endnu værre ved at lade potentielt set også dimmitender med mellemlange uddannelser ramme topskatten. Ikke bare er dette dårlig styring af landets økonomi – det bremser tillige føromtalte vækst og måske endnu mere vigtigere: Vores konkurrenceevne overfor andre lande. Og så har vi slet ikke talt om at S/SF planlægger, at lade de dimittender som rejser til udlandet for at arbejde betale en stor portion af deres SU tilbage. Vi ender med at skræmme vækstkatalysatorerne ud af landet – og så bliver der nok i endnu højere grad brug for efterlønnerne på arbejdsmarkedet. Hvilket bringer mig til punkt nummer 3 på S/SF’s agenda:

‘Så skal vi have en mere effektiv offentlig sektor. Vi fremtidssikrer ikke velfærden ved at spare den væk. Til gengæld skal vi effektivisere den offentlige sektor, så vi får mere for skattekronerne’.

Svært at være uenig i udsagnet. Og så alligevel… Der er (forhåbentligt) ingen som ønsker at vores velfærd skal spares væk. Men velfærden skal altså også effektiviseres. Det er ikke nok at zoome ind på den offentlige sektor. Nuvel, den offentlige sektor har aldrig været større (og så tilmed under en blå regering) – men velfærd handler også om at strikke tanke og handling sammen så det giver mening. Og en velfærd som kun handler om at poste flere penge i initiativer, som ikke bliver vurderet og reorganiseret på forhånd vil være tilsvarende det som amerikanerne kalder don’t throw good money after bad. Vi skal derimod kigge vores velfærd efter i sømmene og dernæst omfordele goderne så vi fremelsker et Danmark med ungt talent som kan blive vækstmotorer for den næste generation og deres egen hjulpet frem gennem omsorgsfuld socialpolitik og uddannelse. Hvilket bringer mig tilbage til S/SF’s sidste kardinalpunkt.

‘Når vi har fået gang i økonomien, og vi mangler hænder, skal vi arbejde mere og uddanne os bedre og hurtigere’.

Og så er cirklen sluttet. Eller er den? Hvordan skal vi få gang i økonomien ved at poste flere penge i velfærd samt den offentlige sektor. Hvordan skal vi skaffe flere hænder hvis vi stavnsbinder kvinderne derhjemme og skræmmer dimittenderne væk? Det er en kortsigtet vækst og en vækst som hverken vil gøre os konkurrencedygtige eller sikre ansvar for økonomien. S/SF foreslår, at unge mennesker uddannes hurtigere? Ja, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro, at det var et udsagn fra Lars Løkke. Men hvilke unge gider uddanne sig hurtigere og bedre (antaget at dette omhandler særligt de længerevarende uddannelser) hvis det eneste vi har i vente er en fuld topskat eller alternativt et liv, hvor vores største chance for overhovedet at få et job bliver i det offentlige.

Forvirringen er total. Men jeg er stadig optimist og tror ikke miraklernes tid er forbi. Jeg satser på at stemme med hjertet i stedet for at stemme taktisk og jeg opfordrer til, at alle andre gør ligesådan. Således kan vi gøre op med udsagn som: ‘En stemme på venstre er en stemme på Pia’, eller ‘en stemme på Margrethe er en stemme på Ole Sohn som skatteminister’. Det kunne være fint med en chef fra midten for en gangs skyld.

Kommentarer? Gerne, til ss@femalenavigators.com

Parallelimport af medicin i Danmark udgør ca. 20% af de godt 9 mia. kr., som der årligt sælges medicin for på danske apoteker. Hovedargumentet for parallelimport er, at der skabes besparelser for samfundet (dvs. forbrugere, regering og sundhedsforsikring), fordi a) parallelimportører sætter lavere medicinpriser end originalproducenterne (kaldet direkte besparelser), og b) parallelimportørerne sætter pres på originalproducenterne, hvilket gør, at de sidstnævnte sænker deres priser (indirekte besparelser). Spørgsmålet er, hvorvidt disse besparelser er store nok til at opveje de potentielle ulemper ved parallelimporten?

Før det giver mening at diskutere dette, er det nødvendigt med en definition af parallelimport. Tag fx Novo Nordisk, der sælger et lægemiddel under patentbeskyttelse i alle EU\’s medlemslande. Fordi EU tillader medlemslandene at regulere deres egen medicinalindustri, vil prisen på Novos lægemiddel variere fra land til land alt afhængig af landets pris-politik. I lande, som i høj grad regulerer deres medicinpriser (fx Grækenland, Spanien, Portugal), vil priserne typisk være lave, hvorimod priserne i lande, som ikke regulerer væsentligt, typisk er højere. Parallelimport af medicin finder sted, når en virksomhed (en parallelimportør) indkøber billig medicin i et af lavpris-landene, sætter en ny mærkat på (eller ompakker varen), og derefter videresælger medicinen i et land, hvor prisen er højere. Medicinen solgt af parallelimportører er altså identisk til den medicin, der sælges af originalproducenterne (firmaer såsom Novo) – medicinen er blot indkøbt i et andet land og sælges af et andet firma. I Danmark er der fri prissættelse og dermed højere priser, og dette kombineret med generelt venligstillet lovgivning mod parallelimport medvirker til den store parallelimport i Danmark.

De danske substitutionsregler og de lave indkøbspriser i de sydeuropæiske lande bevirker, at parallelimportørerne næsten altid sætter deres priser under priserne sat af originalproducenterne. Nogle studier (typisk de, som er sponsoreret af parallelimportørerne) finder store prisbesparelser fra parallelimport, hvorimod andre studier (typisk de, som er sponsoreret af originalproducenterne) finder få besparelser. Generelt er der dog enighed omkring en vis grad af direkte besparelser, hvor det estimeres, at parallelimportørerne ligger mellem 8 og 10% lavere i pris end originalproducenterne. I mit speciale, hvori jeg analyserer 162 lægemidler fordelt på 50 ATC-koder udsat for parallelimport (herunder de 15 ATC-koder med størst parallelimport) er der en gennemsnitlig prisforskel mellem parallelimportørernes og originalproducenternes medicin på 8,33%. Der er dog store forskelle afhængigt af, hvilke produkter, der analyseres, og mere end 40% af lægemidlerne er karakteriseret ved en prisforskel på mindre end 5%.

Generelt begrænses besparelserne ved parallelimport af to ting, nemlig 1) mængden af medicin tilgængelig til parallelimport i de medicineksporterende lande (hvor mindre kapacitet blandt parallelimportørerne medfører lavere prisforskelle) og 2) originalproducenternes manglende incitament til at konkurrere med parallelimportørerne. Denne sidste begrænsende faktor gør sig især gældende for et lille land som Danmark, pga. internationale prissættelsesmekanismer hvor medicinpriserne i en række europæiske lande benchmarkes mod priserne i Danmark. Fordi Danmark – relativt set – er et lille marked, vil originalproducenterne være mere tilbageholdende med at konkurrere på pris med parallelimportørerne i Danmark, pga. frygten for spill-over effekter af en prisnedsættelse til de øvrige lande. Ydermere begrænser mange originalproducenters incitamentsstruktur incitamentet til at priskonkurrere, fordi de ansatte får bonus for salg både via parallelimport og de normale salgskanaler (så de ansatte ikke straffes for parallelimport og derfor ikke har nogen grund til at begrænse denne).

Samtidig med dette må de negative effekter af parallelimport tages i betragtning. Nogle mener, at parallelimport medfører a) øget risiko for mangel på medicin i medicineksporterende lande (bl.a. set i Grækenland i 2010 og 2011), b) prisstigninger i lavprislande, c) risiko for, at produkter tages af markedet i lavprislande, d) mindre R&D blandt originalproducenterne pga. lavere profit fra medicin, der udsættes for parallelimport, hvilket leder til lavere konkurrencedygtighed, og e) lavere produktkvalitet. Specielt punkt d) er bekymrende for Danmark, hvor medicinalvarer i 2010 udgjorde ca. 10% af Danmarks eksport og dermed den vigtigste enkelte eksportvare for landet. Empiriske studier omkring effekten af parallelimport på R&D er dog begrænsede, så reelt set står Danmark over for en situation, hvor fordelene ved parallelimport er relativt begrænsede, hvorimod ulemperne potentielt er store – men ukendte.

EU-domstolens holdning til parallelimport peger i forskellige retninger, der er milliarder på spil, og forskere er generelt set uenige om effekten af parallelimport. Der er kort sagt stadig stor usikkerhed omkring fordele og ulemper, og med denne usikkerhed kommer en mulighed for Danmark for at påvirke EU lovgivningen på området. Umiddelbart virker Danmarks situation risikabel med de ukendte ulemper, så indtil der kan fremlægges bevis for, at parallelimport ikke har nogen effekt på R&D og industriens konkurrencedygtighed, er det klogeste måske at arbejde for en begrænsning af denne form for handel?

*Følgende er baseret på mit nyligt afsluttede cand.merc. speciale: ”Pharmaceutical Parallel Trade: An Empirical Study of Danish Parallel Distributors’ Competitive Behavior”, og dækker derfor over en lang række kilder. De primære kilder er data fra DKMA og LIF samt interviews med både parallelimportører, industrirepræsentanter og originalproducenter, men artikler udgivet af primært Kanavos, Ganslandt, Maskus, Poget, og Enemark er også benyttet.

Posted on Borsen.dk on 11.08.2011