M.Sc. Finance and Strategic Management, Copenhagen Business School, Denmark
B.Sc. International Business, Copenhagen Business School, Denmark
Studies in finance, management and strategy at Kenan-Flagler Business School, University of North Carolina, USA, Chinese University of Hong Kong, and Harvard University, USA

Experience

Signe currently works as a management consultant at Quartz+Co, where she has built a strong set of analytical skills, and an understanding of a wide range of strategic issues. She has worked within numerous industries, with a recent focus on retail and energy. Besides developing a solid analytical toolbox, Signe has been very involved with developing the company’s junior consultant unit, as well as engaging in human resources, and acting as a mentor for students. Signe also has experience from several areas of the financial sector, through her previous employments. Through her studies in Hong Kong, London, and the US, she has developed a strong international network, and enjoys working in a cross-cultural environment.

Why Female Navigators?

“Because women who help each other in terms of reaching professional goals, are a surprisingly rare thing to come by. Surrounding yourself with people that push you beyond the point of just being good, ensures that you never settle for what is adequate. I pride myself on being part of an organization that constantly puts ambition at the front, and where we inspire one another to be better examples of a new generation of career-oriented females. In a group as diverse and inspirational as this, I particularly appreciate that lofty aspirations are not a hindrance for a grounded attitude, and strong desire to see each other succeed.”

Jeg havde da også troet at jeg skulle være en slags konsulent. Eller arbejde for en af de store prestigiøse danske virksomheder. Sådan skulle det bare ikke gå.

I sidste uge startede jeg på et nyt job som nok kommer til at tage mig så langt væk – fysisk og psykisk – som jeg overhovedet kan komme fra Handelshøjskolens Career Center. Nej, jeg skal hverken analysere Excel ark for Vestas, eller sammensætte PowerPoint præsentationer for Novo. Jeg skal derimod over de næste to år lede to udviklingsprojekter på Salomon Øerne midt i Stillehavet, godt 14,000 kilometer væk fra Danmark.

Båret af kærlighed og en gedigen eventyrlyst har min ikke-eksisterende karriereplan indtil videre ført mig fra Danmark til New Zealand via New York, og nu til Stillehavet. Det har ikke altid været nemt. Og der har helt sikkert været tider hvor jeg har bandet og svovlet over mit valg, f.eks. når der er blevet sat spørgsmål ved mine danske kvalifikationer à la: ”You’re Danish…so do you even speak English?”. Og det har været hårdt at være langt fra familie og venner. Men udfordringerne til trods har det været det hele værd.

Jeg er af den overbevisning, at selvom karriereplaner bestemt kan tjene et formål, så kan de også være med til at fastlåse én i status quo og mindske ens risikovillighed. Man kan nemlig nemt gå død i at lytte for meget til såkaldte ”karriereeksperter,” HR folk, og slavisk følge femårsplaner.

Jeg vil gerne give et skulderklap til dem der forfølger en international – og dermed mere usikker – karriere. Til dem, der starter egen virksomhed, med alle de risici det medfører for både succes og fiasko. Og til dem, der følger kærligheden til et andet land med alle de praktiske udfordringer – og muligheder – det medfører for ens egen karriere.

Steve Jobs opfordrede i sin berømte tale ved Stanford University til at “stay hungry, stay foolish”. Selvom sætningen blot er en elegant omskrivning af den halvtrætte jargon ”at gribe dagen,” så gik den rent ind hos mange. Fordi det ER midt i usikkerheden, i det irrationelle, i sulten, at de spændende muligheder opstår. Når man pludselig befinder sig i en helt anden kontekst end den man kender, og milevidt fra enhver form for karriereplan.

Vi ses på Stillehavsøerne!

Også selvom nogle eksperter vil påstå at der måske kan ligge op til DKK 1 mia. hvis vi samtidig regner salg af bygninger/kaserner osv. med (www.b.dk). Uanset størrelsen på besparelsen giver det i mine ører rigtig god mening at dreje nøglen om, for hvad mine mandlige venner (altså dem som trak nummer og ikke kunne fake en rygskade eller andet) har omtalt som en gøglerskole, hvor de har spildt tiden på at grave huller og hvor de i stedet havde håbet på at brænde nogle flere kroner af ved at skyde krudt og kugler. Ovenikøbet har det for langt de fleste af mine venner været et irritationsmoment, som har krævet at de hvert halve år har måtte udskyde pligten på bureaukratisk vis gennem skrevne breve og formularer, fordi de som så mange andre hellere ville bruge tiden på at videreuddanne sig istedet. Det har dog ikke ændret at man fra forsvarets side holdt fast i, at de efter endt uddannelse skulle ind og leve op til pligten. Hvordan dette overhovedet har kunnet få lov at leve under en VK-regering, som har prædiket at studerende skulle skynde sig igennem deres studier, for at blive hurtigt arbejdsdygtige er et andet kuriosum.

Men fordelene ved at afslutte den nationale værnepligt er ikke ukendte andre steder i Europa. Information skrev allerede tilbage i 2008, omkring erfaringerne med at afskaffe værnepligten i Frankrig, Holland, Slovakiet og Letland:

»Det viser sig, at frivillig rekruttering er den mest effektive og billigste måde skaffe folk til forsvaret. I Danmark tvangsudskriver man 10 pct. af en ungdomsårgang (…) Man tager ikke de bedst egnede, men kun et udsnit af dem, der kan klare kravene. Under et frivilligt system kan man blot tage de bedste. Den fire måneder lange uddannelse skaber ikke soldater. Forsvarets opgaver i dag kræver professionelt personel med den rette motivation. Den skabes ikke ved en tvangsudskrivning, hvor tre fjerdedele af de indkaldte skrider efter de fire måneder«

Til alt held er Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) enige i et ophør af den tvungne værnepligt. I et interview med ritzau fra september 2011 siger foreningens formand Flemming Vinther således:
»Tiden er løbet fra værnepligten. Det er en falliterklæring, hvis man mener, at man kun kan rekruttere til forsvaret ved at tvinge folk ind«.

Kulturinstitution (!?) ville være hovedanklagen fra modstandere af initiativet. Men en god rekrut er vel en rekrut som kaster sig ind i projektet med liv og sjæl. Og derfor bør forsvaret hellere bruge nogle midler på at udvikle en ny model for rekruttering af frivillige til en professionel hær, hvor den frie vilje er omdrejningspunkt for opgaven. (Rent teknisk kan man af hensyn til grundloven dog ikke afskaffe værnepligten, men kun suspendere den).

En afvikling af værnepligten er for øvrigt endnu et led i at sikre ligestilling for både mænd og kvinder. Det er ganske enkelt forfordeling og diskrimination af de unge mænd, der indkaldes til session. En mere fair tilgang ville være at indkalde kvinderne også – men kun i det omfang, at det overhovedet ville give mening at beholde værnepligten – hvad jeg ikke mener det er.

Postet on Borsen.dk on 09.12.2011

Hvordan bygger man bro imellem kvindelige topledere og ambitiøse unge kvinder?

Man placerer otte ledere ved hver sit bord, inviterer syv studerende eller unge professionelle, til at sidde med ved bordet, giver dem en halv time sammen og at dømme ud fra første omgang af Copenhagen Roundtable, der i år blev afholdt på Langelinie Pavillonen i København, har man her opskriften på et succesfuldt networking event for ambitiøse kvinder.

I mange år har man skulle lede længe efter kvindelige rollemodeller på topchef-niveau – Stine Bosse har så godt som haft monopol på området, med eller uden hendes gode vilje. Derfor var det særligt inspirerende at møde de otte udvalgte talere ved Copenhagen Roundtable 2011:

- Merete Eldrup, CEO, TV2
- Britt Jensen, Corporate Vice President, Novo Nordisk
- Eva Veileborg Hald, Senior Executive Vice President, Danske Bank
- Louise Hahn, Head of Operations and Short Term Trading, Dong
- Inge Berneke, For fatter og Konsulent, Egon Zehnder International
- Nikoline Felding, Investment Manager, Polaris
- Birgit Nørgaard, Bestyrelsesmedlem DSV, Sonion m.fl. (i alt 13 bestyrelsesposter) og tidl. CEO Grontmij Carl Bro
- Petra Helfferich, Principal, A.T. Kearney

Som ung ambitiøs kvinde inviteres man ofte til karrierearrangementer og rekrutteringsevents kun for kvinder. Mange arrangementer ender desværre i en debat om kvoter, barsel og forskellen på mænd og kvinder vej til tops. Ved dette års Copenhagen Roundtable var det dog langt fra spørgsmålet om kvoter, der optog deltagerne, men derimod spørgsmålet om, hvordan man får kabalen til at gå op i praksis. Behovet for events der sætter fokus på kvindelige rollemodeller på vej op, handler efter min opfattelse om ønsket om konkret vejledning til at sammenstykke ens egen opskrift på at være kvinde og ambitiøs.

Derfor hjælper det at komme helt tæt på hinanden, og de unge kvinder kvitterede for hvor ærlige de otte talere var omkring deres karrierevalg, familiesituation og fravalg. Det handler om dialog, fremfor envejskommunikation.

”Jeg holder mange foredrag, og jeg synes egentlig tit det er lidt fremmedgørende at stå at tale ud for en forsamling og så er det først når foredraget er slut, at detagerne kommer hen og siger, må jeg spørge dig om noget? Og så kommer alle de gode spørgsmål.” (Merete Eldrup, CEO TV2)

De otte talere havde flere fællestræk i form af stor disciplin i forhold til privatlivet, synkronisering af outlook med partneren, au pair i hjemmet, rengøringshjælp og meget få brunchaftaler med veninderne. Men herudover var de dejligt forskellige og repræsenterede i høj grad en bred palette af livssyn og personligheder.

“Der er håb forude – der er så mange unge dygtige kvinder derude og de skal nok komme frem i verden og de lader sig ikke spise af med sådan som tingenes tilstand er i dag. Det skal nok gå alt sammen. Jeg er optimist.” (Eva Hald, Senior Executive Vice President, Danske Bank)

Sandheden er, at der nok aldrig vil være så mange kvinder som mænd der har lyst til at nå til toppen karrieremæssigt, men for de unge kvinder der har lysten, viljen og talentet, gav Copenhagen Roundtable 2011 dem otte ærlige og jordnære rollemodeller, som eksempel på at det absolut kan lade sig gøre.

Vi ses til Copenhagen Roundtable 2012.

Sarah Heiberg Landsted
Medlem af Female Navigators

Copenhagen Roundtable er et koncept udarbejdet af Female Navigators (www.femalenavigators.com) og ejes i dag af Female Navigators sammen med management konsulent virksomheden A.T. Kearney.

Fakta om deltagerne:

o 70 kvinder både studerende ( 40%) & unge professionelle (60%), mellem 1-4 års erhvervserfaring
o Uddannelsesmæssig baggrund fra hele landet:

- 50% Copenhagen Business School
- 10% Aarhus Universitet / Aarhus School of Bus iness
- 10% IT Universitetet
- 10% Københavns Universitet
- Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Lund Universitet, Roskilde Universitetscenter og Massachusetts Institute of Technology (MIT)

Posted on Børsen 23.11.2011

Jeg vil gerne være med til at flytte diskussionen fra teoretiske debatter om hvis ‘skyld’ det er at så få kvinder når til tops karrieremæssigt, til at fokusere på konkrete initiativer, f.eks. samfundsstrukturer der kan gøre det nemmere for mænd og kvinder at kombinere karriere og familieliv. Eller virksomhedstiltag der kan være med til at sikre at flere kvinder når længere end mellemlederlaget.

Men jeg er optimist. Både her i USA og i Danmark byder nye, forfriskende, og yderst kompetente stemmer sig til i debatten. Som Sheryl Sandberg, Chief Operating Officer for Facebook hvis medie tilstedeværelse for nylig kulminerede i et langt interview i The New Yorker. Sheryl Sandbergs TEDtalk er blevet set næsten 600,000 gange (find den på www.ted.com). I Danmark har jeg med stærk interesse fulgt Inge Berneke, headhunter hos Egon Zehnder International og forfatter til bogen ‘Kvinde, kend din karriere’.

Sheryl Sandberg fokuserer på det personlige niveau, og kommer med konkrete opfordringer til kvinder om at droppe den dårlige samvittighed, at finde en partner der gerne deler huslige og familiemæssige gøremål, og til at gå efter de store og udfordrende jobopgaver og projekter selvom man har planer om at få børn indenfor de næste par år.

Inge Berneke ser mere på hvad der kan gøres på samfunds- og virksomhedsniveau. F.eks. argumenterer hun for at virksomheder kan gøre mere for at udvikle deres mangfoldighedspolitik. Rent strukturelt understreger hun vigtigheden i at skabe en social infrastruktur hvor børnepasning er mere fleksibel og overskuelig, og hvor en del af barselsorloven er øremærket til mænd.

Disse nye stemmer bekræfter at man ikke behøver at være en yderfløjsstereotyp for at snakke om ligestilling, men at det er muligt at være en professionel, ambitiøs kvinde, der tages alvorligt af begge køn, og samtidig gøre sig gældende i ligestillingsdebatten. Ikke ved at brokke sig eller kritisere, men derimod ved sagligt og velargumenteret at komme med håndgribelige forslag til, hvordan vi får flere kvinder til tops. Jeg byder varmt velkommen til kvinder – og mænd – der vil være med til at flytte debatten og gøre den mere konkret.

Mette Mikkelsen

Female Navigators
www.femalenavigators.com

Kan du finde fejlen? Det er nok ikke så svært. Artiklen fra Berlingske handler nemlig ikke om Lars Løkkes selvrealisering som statsminister og Fru Sólruns ubetingede støtte, men derimod om Thorning Schmidt og hendes mand. Det er Helle der skal ud og realisere sig selv, imens “Stephen Kinnock skulle hjem. Til børnene.”

Under valget var der faktisk befriende lidt fokus på køn, på trods af at dét statsministerportræt der en dag kommer til at hænge af Thorning Schmidt i Folketingets portrætsamling nok kommer til at ”clashe” lidt med de øvrige malerier af midaldrende mænd med høje tindinger og sygekassebriller.

Under valgkampen glædede jeg mig over at de kvindelige politikere hverken blev sat i bås som kolde og kyniske karrierekvinder, omsorgsfulde ”moder jord typer” med bløde værdier, eller som ynkværdige ofre. De blev derimod dømt på deres politiske synspunkter. Væk var – stort set – referencer til “Gucci Helle,” dog med undtagelse af BBC, der i deres portræt af Thorning Schmidt listede øgenavnet som ét af fem “facts”om den nye statsminister dagen efter valget.

Men tilbage til ironiseringen over Fru Helles selvrealisering og Hr. Kinnocks børnepasning. Selvom vi i Danmark for lang tid siden vænnede os til kvinder i ledende roller – Bodil Nyboe Andersen, Lene Espersen, og Stine Bosse er blot nogle få eksempler – så er ideen om et karrierepar på topniveau måske stadig lidt ny for de danske medier.

Man må sige at Danmarks nye førstepar er undtagelsen snarere end reglen. Kinnock arbejder ikke på deltid og har nok heller ikke tid (eller lyst) til at deltage i Vild med Dans. Manden har sin egen karriere som leder i en international tænketank, og hans kone er statsminister. Kinnock og Thorning Schmidt har på en eller anden – helt sikkert udfordrende – måde fået deres respektive topkarrierer til at fungere. Sammen. Dét tager jeg hatten af for.

Pressens lighedstegn mellem tvivlere og kvindelige vælgere underbygges tit med, at kvinder vælger ud fra værdier og følelser, og da valgkampen har været karakteriseret af ”…fraværet af markante kvindelige politikere og fraværet af en imødekommende retorik..” (Michael Kristensen, Børsen, 14/9-2011), har blå blok traditionelt set ringe chancer.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance ved at de ikke har kvindetække nok og har med en fælles kampagne “kvind dig op og tag et ansvar” tilbage i foråret forsøgt at få kvinderne i snak. Bag ordspillet på talemåden ”mand dig op” (ja, man kan undre sig…) er der fokus på emner som børn, sundhed, ældre og økonomisk ansvarlighed. Kampagnen burde ramme plet ifølge den svenske fremtidsforsker Arne Jernelöv, som fremhæver tryghed, børn, sundhed, ældre og miljøet som sikre kvinde magneter (”Amazonia – the future world where women rule”). Kampagnen lader dog ikke til at have haft den ønskede effekt.

Forklaringerne kan være mange, men et hæfter jeg mig ved i den såkaldte ”ud med økonomi og ind med følelser” debat; gruppen af tvivlerne/kvindelige vælgere sættes i bås som ikke-rationelle individer, der går mere op i form end indhold og alene lader deres værdier og følelser afgøre hvor krydset bliver sat i dag – hvis det sættes. Hvor er nuancerne? Er vi virkelig tilbage ved den forældede opfattelse af, at kvinder repræsenterer de bløde værdier og mænd de hårde?

Måske bunder tvivlen i at valget i høj grad er drevet af kortsigtede interesser og simplificerede enkeltsager. Hvor er det store billede – hvad er Danmarks rolle og muligheder i et internationalt perspektiv der egentlig er afgørende for hvad vi har at rutte med i andedammen?

Fakta er at flertallet af valgets vælgere pt. findes udenfor arbejdsmarkedet. Realiteten er at der skal arbejdes hårdt på at gøre det danske samfund konkurrencedygtigt, som indebærer at få kvalitetsniveauet til at hænge sammen med lønniveauet og skatteniveauet. Velstand er påkrævet før velfærd kan eksistere. Den rette balance skal findes uden at det går ud over samfundets svageste.

Det er bestemt ikke et nemt valg. Man skal tænke sig ekstra godt (og længe) om. Mit håb er at alle vælgere, kvinder og mænd, udfører deres demokratiske ret med udgangspunkt i det store billede.

God valggyser til alle tvivlere, ikke-tvivlere, følelsesdrevne mænd og rationelle kvinder!

Postet på Børsen.dk d. 15.9.11

Da jeg boede i Tyskland var det almindeligt at Mor gik hjemme, at vi havde en lækker bil, drak Schörle og så ”Wetten Dass”. På Bahrain var det normalt at vi boede i en ”compound” med swimmingpool, mødtes til ”Dansker fester”, havde en båd (klaustrofobisk lille ø) og at man havde tøj på som dækkede knæ og skuldre. ”Normal” eller hverdag blev og bliver ikke defineret af hvor jeg oprindeligt kommer fra, men af samfundet og kulturen jeg bor i.

Men tilbage til London. Min kæreste og mig ville gerne til London, fordi mulighederne jobmæssigt virkede bedre. Derudover var jeg nok lidt arbejdsskadet fra opvæksten, og havde brug for at forudsigeligheden af min hverdag blev sat lidt på prøve.

Jeg er i øjeblikket på et stadie i mit liv hvor jeg fokuserer meget på min karriere. Sagt på en anden måde lever jeg for at arbejde, frem for at arbejde for at leve. Og vil man arbejde, så er London det rigtige sted. Her er det normalt at bruge ca.1-1½ timer på transport til og fra arbejde, for derefter at spendere 50-60 timer om ugen (hvis ikke mere).

Det er ikke fordi den ene livsstil er bedre end den anden, eller at min nuværende livsstil er en, jeg vil have resten af livet. Men det er spændende, at i alle de lande jeg har boet i har man prioriteret sit liv og dermed sin hverdag forskelligt.

Jeg synes det er fedt at rejse rundt og få sat spørgsmålstegn og samtidig inspiration til hvordan jeg skal leve mit liv. Mest af alt fordi du har færre forventninger og forudsætninger.

Sat på spidsen ville jeg gerne være fri for forudsætningen og forventningen til den dagligdag jeg lever. Jeg synes det er sundt at udfordre sig selv og få sat måden man gør ting på i perspektiv, hvornår har du sidst udfordret din hverdag?

Kommentarer? Gerne på: mt@femalenavigators.com

Michelle Holmboe Thorsen
FEMALE NAVIGATORS